• English flag

mindU har øget konfirmandernes viden om sårbarhed

Næsten halvdelen af konfirmanderne, der har været igennem et mindU-forløb, har haft psykisk sårbarhed inde på livet. Det viser en ny evaluering af projektet.
24. maj 2017, 09:00

Nogle af de unge fra mindU, der tager ud og fortæller konfirmander om psykisk sårbarhed.

Det kan være rigtig svært at tale om psykisk sårbarhed – både når det rammer en selv eller nogen, man holder af.

Men med Det Sociale Netværks projekt mindU har landets konfirmander haft mulighed for at blive klogere på psykisk sårbarhed, hvad man gør, når det rammer, og hvordan man som ven, veninde eller familie skal reagere. 

Ligesom konfirmanderne i mindU-forløbene møder unge frivillige, der selv har haft en psykisk sårbarhed.

Det er både vigtigt og nødvendigt at oplyse de helt unge om mental trivsel. En ny evaluering af de første halvandet år med mindU viser, at 45 procent af konfirmanderne har haft psykisk sårbarhed inde på livet. Enten selv eller som pårørende. 

Øget viden
Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer fra de knap 1200 konfirmander, der har deltaget i et mindU-forløb, spørgeskemaer blandt præsterne og observationer under selve mindU-undervisningen. 

Mere end 80 procent af de unge svarer, at de har fået mere viden om psykisk sårbarhed, og ligeså mange føler sig bedre klædt på til at bede om hjælp og hjælpe andre.

Det kan man også læse ud af nogle af de kommentarer, som konfirmanderne er kommet med:

”Det vigtigste ved at vide noget om psykisk sårbarhed er nok, at så behøver man ikke gå og skamme sig”


”Jeg har fået en forståelse af, at svære følelser - de er også en del af livet”.

”Man har lært noget. For eksempel at de her ting ikke er – hvad kalder man det nu? Et tabu”
.

Svært at tale om tingene i skolen
Undersøgelsen viser også, at mange unge ikke har lyst til at tale om sårbarhed i skolen og nødig vil tage problemer omkring mistrivsel op med deres lærere. 

”Jeg var egentlig lidt overrasket over det til at begynde med, fordi vi som samfund tit opfordrer unge til at tale med en lærer, hvis de har problemer. Men det var et meget generelt billede blandt konfirmanderne, at de ikke havde lyst til at snakke om det i skolen. De er bange for, at det skal gå ud over deres karakterer, og så har de ikke lyst til, at læreren skal sige det videre til andre”, fortæller Nadia Aarø, der er projektkoordinator på mindU.

Derimod har konfirmanderne taget godt imod muligheden for at tale om psykisk sårbarhed i kirken. 

”Jeg er på en måde glad for, at psykisk sårbarhed blev bragt på banen her og ikke i skolen. Der er ligesom noget over en kirke. Her kan vi bare være os selv og slappe af”
, skriver en af konfirmanderne i spørgeskemaet. 

En anden skriver:

”Jeg tror, læreren ville blive nødt til at sige det til alle andre, og det ville ikke være særligt godt”.

Klar til en ny sæson med flere stifter
Årets konfirmandsæson er ved at være forbi, men mindU er allerede ved at gøre klar til at skulle se en masse nye unge på den anden side af sommerferien.

Fra august er der mulighed for at få besøg af mindU i endnu flere dele af landet, da både Roskilde og Viborg Stifter er kommet med. 

Og at dømme ud fra konfirmandernes besvarelser, så sætter de stor pris på mindU-besøgene.

Jeg synes, det er et vigtigt emne. Det er så dejligt at vide, at der er nogen, der går op i det og op i, hvordan andre har det :-)”.

Læs hele evalueringsrapporten om mindU.


Læs mere, hvis du kunne tænke dig at få besøg af mindU i konfirmationsforberedelsen.


Tak til mindUs samarbejdspartnere: 

Folkekirkens Konfirmandcenter 
Landsforeningen af Menighedsråd 
Danmarks Kirkelige Mediecenter 
Projekt Frivillig